Skærgårdstur til St. Anna

Kr. Himmelfarts - ferien
onsdag 17. - søndag 21. maj 2023.

 
 opdateret: 31. januar 2023
 

Vejledning

Hvis du er interesseret skal du henvende dig, så vi kan tale om det.

Forårsturen

Hvert forår tilbringer vi 4 nætter omkring Kr. Himmelfartsdag i den svenske skærgård. I år bliver det i "S:t Anna", som vi har besøgt før.

Vi kører hjemmefra onsdag formiddag, så vi kan gå på vandet sidst på dagen og slå lejr på en skærgårdsø.

Du kan se billeder fra tidligere ture her: St. Anna 2010, St. Anna 2012

Da tidspunktet er sat efter den kirkelige kalender, kan turen forskydes omkring 1 måned fra år til år. I år bliver det så midt i maj. Hvis en deltager ikke kan tage afsted hjemmefra onsdag formiddag, kan et træffested i skærgården torsdag eventuelt aftales.

Transport

I forbindelse med tilmelding til turen finder vi ud af, hvem der kan køre med hvem.

I almindelighed regner vi med, at der kan være 2 i en bil med 2 kajakker på taget.

Efter behov ser vi på andre kombinationer, men vi tager ikke traileren med!

Deltagerforudsætninger

Du skal have almindelig rofærdighed, så du kan nyde turen.

Vi har ikke travlt, men du skal kunne ro omkring 25 km på en dagtur.

Vi plejer at tilbagelægge 70 - 80 km i løbet af turen.

Turledelse

Det kan være en udfordring at finde udgangspunkter, hvor vi kan læsse og parkere bilerne. Vi starter i år sandsynligvis herfra: St. Anna 2023.

Vi har aldrig en helt færdig plan for ruten med hjemmefra, men tilrettelægger turen den første dag på grundlag af vejrudsigten og det aktuelle vejr.

Der deltager altid en eller flere uddannede turledere, men hver dag har sin valgte turleder.

Udrustning

Vi er i princippet helt alene i skærgården og har alt med os i kajakkerne.

Du kan låne kajakker med det almindelige tilbehør i klubben, men skal selv have alt campingudstyret. Der er gode muligheder for at låne udstyr. Du skal være udrustet, så du får en god tur uanset vejret.

Hver roer er undervejs selvforsynende med alt personligt, men før turen mødes vi og koordinerer, hvor det er hensigtsmæssigt.